Igangværende Lektion
Kursus indhold

Start her - velkommen og sådan virker forløbet

Tak, fordi du er med 🥳

Hej, og tak, fordi du har valgt at være med på Udlev drømmen.

Du har lige truffet en beslutning, som mange går og tænker på uden at gøre noget ved - at give dig selv tid og plads til at arbejde med dig selv og dine drømme. Det kræver mod, og det fortjener anerkendelse.

De næste 15 uger, fra i dag og frem til slutningen af januar, arbejder vi stille og roligt hen imod det nye år. Når vi når dertil, sidder du forhåbentlig med en større forståelse af dig selv, en drøm, du har valgt med omtanke, og en plan, du kan arbejde videre med resten af året.

Jeg glæder mig til at følge dig på rejsen.

Sådan er forløbet bygget op

Forløbet består af moduler, og hvert modul består af korte lektioner.

  • Hver mandag morgen får du adgang til et nyt modul og en mail om ugens tema. Det sker i 15 uger, fra 19. oktober til 25. januar.
  • Du skal ikke være klar ved skærmen. Der er ikke noget live, og jeg sidder ikke og taler til dig på et bestemt tidspunkt. Mandag morgen er bare der, hvor modulet åbner. Du går ind og arbejder med det, når det passer dig.
  • Start gerne tidligt på ugen. Jo før du går i gang med ugens modul, jo længere tid har du til at reflektere, før det næste lander i din mailboks.
  • Hvert modul starter med en refleksion over sidste uge. Derefter følger ugens lektioner.
  • En uge efter forløbet får du en opfølgning, hvor du kan se tilbage på hele rejsen.
  • Moduler, der ikke er åbnet endnu, kan du se i oversigten, men de er låst, til deres mandag kommer.
  • Du bestemmer selv tempoet. Når et modul er åbnet, bliver det ved med at være åbent, så du kan vende tilbage til det, når du vil.

Sådan finder du rundt

Du kan tage forløbet både på computeren og på telefonen. Det ser lidt forskelligt ud, men du finder de samme ting begge steder.

  • Kursus indhold viser alle moduler og lektioner. På computeren ligger det som en fane øverst på siden. På telefonen finder du det under menuen. Her kan du hoppe direkte til den lektion, du vil.
  • Næste lektion nederst på siden fører dig videre i rækkefølge.
  • Markér som fuldført sætter et flueben ved lektionen, så du kan holde styr på, hvor langt du er nået.
  • Hjertet ved lektionens titel gemmer lektionen som favorit, så du nemt kan finde den igen.

Arbejdsark, private noter og kommentarer

Arbejdsark finder du i refleksionslektionerne. Det er et ark med spørgsmål, hvor du skriver dine svar direkte på siden og trykker Gem arbejdsark. Dine svar bliver gemt, så du kan vende tilbage og læse eller rette dem senere. Arkene har to dele: Del 1 er til dig selv, og Del 2 er feedback til mig.

Tilføj privat note finder du under hver lektion. Det er din egen notesbog direkte i forløbet. Her kan du skrive tanker, svar på ugens opgave eller noget, du vil huske. Kun du kan se dine private noter.

Skriv en kommentar finder du nederst på hver lektion. Kommentarer kan ses af alle deltagere på forløbet, og jeg får besked, når du skriver. Brug dem til at stille spørgsmål, dele en indsigt eller heppe på de andre. Det, der er personligt, skriver du i dit arbejdsark eller i en privat note.

Brug forløbet på din telefon

Vil du hellere tage forløbet på telefonen, kan du hente appen Simplero:

  1. Hent appen Simplero i App Store eller Google Play.
  2. Log ind med den mail, du brugte, da du meldte dig til.
  3. Brug den adgangskode, du oprettede, da du fik adgang til forløbet. Har du glemt den, kan du trykke på ”Glemt adgangskode” og få et nyt link på mail.
  4. Udlev drømmen ligger nu i dit bibliotek i appen.

Du kan sagtens skifte mellem computer og telefon. Dine fremskridt følger med.

Har du brug for hjælp, eller vil du tale med mig?

Du er altid velkommen til at skrive til mig, hvis der er noget, du ikke forstår, eller hvis noget driller teknisk.

Har du lyst til at tale om nogle af de emner, vi kommer ind på, eller om de refleksioner, du gør dig undervejs, tilbyder jeg gerne en 1:1-coachingsamtale. Vi kan mødes ansigt til ansigt, tage den over telefonen eller i et online-kald. Samtalen varer op til 1,5 time og koster 250 kr.

Skriv til mig på nils@gisli.dk, eller send en sms til 51 22 97 86.

Kærlig hilsen
Nils

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!